Aarhus Universitets segl

Hjemmeside for jagt- og vildtforvaltning

Fauna.au.dk er en hjemmeside med fokus på jagt og vildtforvaltning i Danmark med udgangspunkt i aktuelle forskningsbaserede rådgivnings- og overvågningsopgaver, som DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, varetager for Ministeriet for Grøn Trepart.

For at bevare sidens aktualitet vil der ske løbende tilpasninger og opdateringer.


Rammerne for jagt- og vildtforvaltning

Rammerne for jagt og vildtforvaltning i Danmark er udstukket i 'Bekendtgørelse af lov om jagt og vildtforvaltning'. Lovens formål er at sikre arts- og individrige vildtbestande og danne grundlag for en bæredygtig forvaltning af disse. Loven er knyttet op til relevante EU-direktiver, såsom Fuglebeskyttelsesdirektivet og Habitatdirektivet.

I Danmark har vi siden 1941 registreret udbyttet af alle jagtbare vildtarter, og siden 1982 gennemført årlige vingeundersøgelser af nedlagt fuglevildt. Ingen andre lande i verden har et tilsvarende materiale, der beskriver omfang og sammensætning af det jagtlige udbytte over en så lang tidsperiode.

Den jagtlige forvaltning af vildt i Danmark, herunder de tilbagevendende jagttidsrevisioner, er i høj grad baseret på den information, der genereres af data i vildtudbyttestatistikken og i vingeundersøgelsen, ligesom disse data løbende indgår i videnskabelige undersøgelser af vildtarter og -bestande.